Ølandhus – socialpædagogisk opholdssted siden 1988

Tæt ved Brovst, i et lille, roligt og overskueligt miljø på Øland, finder du Ølandhus og vores 3 afdelinger: Østerby, Hammershøj, Ølandhus Skole.

Ølandhus har eksisteret og fungeret som opholdssted siden 1988. Vi har plads til 12 børn fordelt på 2 huse og har 25 fuld- og deltidsansatte, hvoraf flere har været med helt fra start.

Personalegruppen hos Ølandhus består af en blanding af både ungdommeligt gå på-mod, bred erfaring og en solid faglig ballast. Størstedelen af vores medarbejdere har en pædagogisk uddannelse. Blandingen af folkeskolelærere, pædagoguddannet personale og voksne med andre uddannelser og baggrunde, sikrer, at både den faglige og den pædagogiske vinkel tilgodeses bedst muligt.

Fritidsliv

På Ølandhus får børnene og de unge mulighed og rammerne for at bearbejde eventuelle traumer og for at fokusere på indlæring af nødvendige sociale kompetencer. Det gør vi på mange måder, blandt andet i naturen. Vi er omkranset af fjord og skov, og vi forsøger at gøre naturen til en fast del af vores hverdag.

Vi har en bred vifte af tilbud, vi anvender som pædagogiske redskaber. Sport og fritidstilbud i lokalsamfundet, motorjolle, vandski, fiskeri, heste og ridning. Desuden tager vi os tid til at sejle i Limfjorden, køre go-cart, spille fodbold, gøre rent, cykle ture, bage snobrød og lave lektier.

Del af lokalsamfundet

En stor del af de børn og unge, der tidligere har boet på Ølandhus i længere perioder, er i dag i faste jobs eller under uddannelse. Vi lægger stor vægt på, at børnene og de unge hjælpes til at kunne fungere i sociale sammenhænge – både i fritiden, i skolen og i fritidsjobs.

En af årsagerne til vores høje succesrate er – tror vi – at vi bruger lokalsamfundet og sørger for at være en del af det – i stedet for at holde os for os selv. Vores børn og unge deltager blandt andet i lokale sport- og fritidstilbud, ligesom vi bruger det stærke lokale netværk, vi gennem årene har opbygget, til praktikophold og fritidsjobs.

Ud over vores egen interne skole, samarbejder vi med folkeskolerne i området. Således har vi elever tilknyttet både Skovsgårdskolen og Brovst Skole.

Kontakt

  64 63 11 22
  Hverdage klokken 8-15

   soren@olandhus.dk

Akut henvendelse (døgnet rundt)
  42 33 33 77 eller 64 63 11 22

Tilsynsrapport for Ølandhus

Download vores folder

Olandhus brochure

>> Fællesskabet på Ølandhus og Hammershøj var ikke til at tage fejl af. Vi lærte at være et hold og at samarbejde. <<

– Tidligere beboer på Ølandhus