Job, uddannelse og fritid - områdets mange muligheder

 

Ølandhus 18+ er centralt beliggende i Aabybro med kun 5 minutters gang til indkøbsmuligheder og busterminal.

Afdelingen ligger ligeledes i gå-afstand fra Ungeenheden, Jammerbugt Kommunes samlede enhed, som rådgiver og hjælper unge i aldersgruppen 15-29 år. Her kan man bl.a. få hjælp af UU-vejledere og sagsbehandlere. I tilknytning til Ungeenheden ligger VUC, hvor mange af de unge, som er tilknyttet Ølandhus 18+, vil få deres daglige gang.

I Halvrimmen, 8 kilometer fra Aabybro, ligger produktionsskolen Ungecenter Jammerbugt, som bl.a. tilbyder en afklaring til at få en erhvervsgrunduddannelse.
De fleste større uddannelsessteder ligger i Aalborg, 20 kilometer fra Aabybro. Hertil er der gode busforbindelser med direkte busser hver halve time.

 Ølandhus 18+ bakker selvfølgelig op om den unge i alle dagligdagens gøremål, herunder de initiativer, som kommunen måtte sætte i værk. Til det anvender vi eksempelvis ungesamtaler, måltrapper, ressourceblomst med mere. Det sker efter aftale med den unge og en vurdering af den enkeltes niveau og behov.

 

Gode jobmuligheder og aktivt idrætsliv

Aabybro er med sine ca. 5.500 indbyggere hovedbyen i Jammerbugt Kommune, og vi har gode muligheder for at finde en praktikplads, et job eller en elevplads til de unge, da der i byen – og lokalområdet – er et rigt handelsliv med over 100 virksomheder og butikker.

Ligeledes er der i Aabybro også et aktivt idrætsliv med hele tre idrætshaller, en svømmehal og to motionscentre, hvilket giver masser af mulighed for at møde andre unge mennesker gennem sport. Et populært samlingspunkt for byens unge mennesker er det store og moderne DGI-hus, som tilbyder alle tænkelige sportsaktiviteter. Desuden er der kun 15 minutters kørsel til Blokhus, hvor man kan nyde sommeren eller køre mountainbike i flotte naturomgivelser.